KENNEL FALKIRK'S

Kontakt

KENNEL FALKIRK'S

Kontakt

jagtgoldens

En jagtgolden er en Golden Retriever, der er avlet med fokus på arbejdsegenskaber. Den har en gylden pels og en stærk, sund og smidig statur. Betegnelsen “jagtgolden” henviser til dens oprindelse som en apporterende jagthund. Jagtgoldens er meget trænbare og vil gerne gøre deres ejer tilfreds. De nyder især samarbejdet med deres fører samt søge- og apporteringsopgaver, da det ligger i deres natur. Det er værd at bemærke, at en jagtgolden kan være en glad og afslappet familiehund, hvis den får tilstrækkelig og korrekt træning og stimulering. Avlen af jagtgoldens har fokuseret på at fremavle en samarbejdsvillig sportshund, der trives bedst, når den bruges aktivt til jagt, konkurrencer og regelmæssig træning.

Udstillings-goldens

En Golden Retriever, der er avlet med fokus på udseende, er ofte kendetegnet ved sin smukke, fyldige pels, som kan variere fra helt lys til mørkgylden, og dens lidt større og stærkere statur. Betegnelsen “udstillings-golden” henviser til dens oprindelse som en elegant og smuk repræsentant for racen, der er meget populær på hundeudstillinger. Det er dog værd at bemærke, at en golden af udstillingslinjer også kan være en aktiv og glad tur- og træningskammerat, der ligesom jagtgoldens elsker lange ture i skoven og på stranden. Avlen af udstillingsgoldens har fokuseret på at fremavle en nem og aktiv familiehund, der trives, selvom den ikke bruges til jagt, konkurrencer og regelmæssig træning.

ideologi

Vi gør os umage! Når vi opdrætter et kuld hvalpe, lægger vi stor vægt på at præge og socialisere dem. Vores “pelsbørn” vokser op i vores stue, hvor de oplever en del af den store verden. De bliver vant til lyde som skud, køkkenmaskiner, støvsuger, musik, fyrværkeri og fjernsyn. De møder fremmede mennesker, vores andre hunde og kommer med ud at køre bil. Vores avlsmål er at opdrætte smukke og gode jagt- og/eller familiehunde, der er sunde og racetypiske. En Golden Retriever fra Kennel Falkirk’s skal være let at træne, intelligent og i besiddelse af medfødte anlæg for sit arbejde. Den skal være venlig, imødekommende og tillidsfuld – kort sagt, en sød og nem familiehund i mange år fremover.

sundhed

Vi gennemfører regelmæssige sundhedstjek af vores avlshunde. Ved at prioritere vores hvalpes sundhed fra starten, sikrer vi, at de som udgangspunkt får de bedste muligheder for et langt, sundt liv. Vi stiller krav til vores hvalpekøbere om, at de tegner ansvars- og sygeforsikring på hunden, og at de er indforstået med, at hunden skal HD- og AD-fotograferes i Dansk Kennel Klub, når den er mellem 15 og 18 måneder. Hvalpen skal fodres med et godt og lødigt foder, som vi anbefaler, i minimum 12 måneder. Det er også vigtigt, at man er indstillet på, at en golden retriever, uanset type, fortjener at blive aktiveret, trænet og uddannet hele dens liv. Hunde fra Kennel Falkirk's kan ikke videreformidles uden vores samtykke. Bemærk, at vi aldrig aftaler endeligt køb/salg af hvalp, før vi har mødt folk i virkeligheden.

Livet er bedre med en golden retriever ved din side!

Marlene og Lasse Birkebæk

+45 26371821

falkirks@live.dk